Med årene har jeg oparbejdet en forkærlighed for bestemte streger, som jeg har let ved at slå. Jeg ved ikke hvorfor, men de føles helt rigtige, og jeg genkender dem fra croquisen, hvor man i heldige øjeblikke rammer eksempelvis hoftepartiet eller armen med blot én streg. Det giver et forenklet, men stærkt og spændstigt udtryk, og en ægthed, jeg har taget med over på de store lærreder.